Grønt Flag på Rantzausminde Skole
På Rantzausminde Skole er der et mål om at bidrage til, at vores børn og unge bliver aktive medborgere, der kan tage hånd om vores natur og miljø.
Derfor har skolen siden 2011 været med i Friluftrådets "Grønt Flag - Grøn Skole", der er et undervisningsprogram for bæredygtig forvaltning af natur og miljø som det centrale emne.
Hvert skoleår nedsættes et miljøråd bestående af 7.klasseelever og lærere, og der vælges et tema for årets arbejde. Det kan f.eks. være affald, energi, vand eller transport.
Miljørådets planlægger og rådgiver om det grønne arbejde, udarbejder miljørevision og miljøhandleplan, tager på besøg ud af skolen til f.eks. en genbrugsplads, involverer de andre klasser på skolen f.eks. ved den årlige affaldsindsamling, indsamling af batterier o.lign., informerer forældre, pressen og politikere om miljøarbejdet og udarbejder ved skoleårets afslutning en rapport til Friluftrådet.
Lige før sommerferien kan skolen så få besøg af byens borgmester, som kan hejse det grønne miljøflag sammen med skolens elever.