At tilhøre et fællesskab

På Rantzausminde Skole er der mange forskellige børn. De træder alle sammen ind i skolemiljøet med hver deres baggrund, forudsætninger og behov - hvad enten det drejer sig om læring, trivsel, ambitioner, relationer, dannelse og tilhørsforhold. I en hverdag på skolen ligger der en helt naturlig ret til at kunne føle sig set og forstået og indgå i fællesskaber. Det har stor betydning for trivsel, livskvalitet og udvikling i dag, i morgen, i næste uge og resten af deres liv. Et skolemiljø er præget af forskellighed. Forskellighed er en ressource, men kan også være en udfordring at navigere i. I det mangfoldige læringsmiljø har vi derfor fokus på relationen mellem elevens deltagelse i fællesskabet.

Behovet for at tilhøre et fællesskab ligger i menneskets natur. At være omgivet af medmennesker styrker evnen til empati og tolerance. Derfor giver det også helt sig selv, hvor vigtigt et fællesskab er for den enkelte, og hvor vigtigt det er for vores skole at have et godt socialt miljø med trygge rammer. Vores grundsyn er, at de fællesskaber, som har en inkluderende praksis, også er de bedste til at forebygge forskelsbehandling, de bedste til at sikre lige muligheder og dermed sikre alle elevers ret til uddannelse, dannelse og deltagelse. Vi hjælper eleven med at træde ind i fællesskabet. Et fællesskab (eller en kontekst), hvor de oplever at blive set og hørt. Et fællesskab, hvor eleven ikke blot er med, men derimod også aktivt deltagende. Alle de voksne omkring eleven skal hele tiden været optaget af at undersøge og afprøve metoder, som netop kan understøtte eleven i processen.

Al bevægelse, læring og udvikling finder sted i samspil med andre og i relation til de fællesskaber eleven møder i livet. Men det sker ikke af sig selv. Derfor er det helt grundlæggende, at der er en tydelighed og foregår et målrettet internt og eksternt samarbejde mellem skolens fagfolk - både hvad angår konteksten og arbejdet med at inkludere eleven. Samtidigt er det også vigtigt at forældrene er med hele vejen. De er en afgørende part i dette samarbejdet omkring deres barn. Det er vores opgave at sikre et miljø, der byder på fællesskaber som er åbne, nysgerrige, rammebaseret og som også insisterer på at alle er en del af holdet. Der skal være plads til alle, uanset de udfordringer eleven kan have med sig i bagagen.

 

Du kan læse mere i Overordnet ramme for arbejdet med læringsmiljøer i Svendborg Kommune